lørdag den 17. december 2011

Ferrarien og lastbilen med hænger

I onsdags kom der en pige, som søgte part, og som skulle prøve mine heste. Pigen er i starten af 20'erne og var meget sød, voksen og ansvarsbevidst. Vi sludrede om alt muligt, mens vi mugede ud, og så hentede vi hestene ude på folden.

Jeg besluttede at lade hende ride Baronesa først, og så kunne jeg varme Jarapa op imens. Det skulle vise sig at være en rigtig dårlig beslutning! Baronesa blev skidesur over en fremmed rytter, og gik med hovedet i sky og smidt ryg. Pigen var da også meget forbavset over Baronesas fremaddrift og store rygsving, så jeg måtte give hende lidt tips til, hvordan hun kunne få Baronesa til at arbejde i stedet for at opføre sig som et muldyr!

Jeg kunne mærke, at Jarapa var lidt træt efter ridningen dagen før, så jeg lavede masser af skridtarbejde for at løsne hende op. Og hun er altså en fantastisk blød hest at sidde på. Efter et stykke tid byttede vi så heste, og så måtte jeg lige ha' en samtale med Baronesa. Hun gik så okay, men var stadig sur! På mig altså! Pigen var meget begejstret for Jarapa. Pigen sidder pænt på en hest, men er dog lige en tand for forsigtig med hestene. Det er der måske ikke noget at sige til, når det er første gang, hun prøver dem. Og der er virkelig en enorm forskel på de to heste. Min mand, som er meget glad for biler, kom med den sammenligning, at Jarapa er Ferrarien, og Baronesa er lastbilen med hænger! Det er faktisk en udmærket beskrivelse!

Torsdag fik hestene så fri, og jeg lagde samtidigt vinterdækkener på dem, for det er ret koldt nu. Og det gør det ikke bedre, at det fortsat regner, så alt er koldt og mudret!

I går begyndte jeg at skrive lister over alt det, jeg skal nå inden Jul. Min mand og jeg har besluttet at holde Juleaften selv i år. Vi bliver først færdige med opgaven i Brønshøj kort før Jul, så vi bliver hjemme og hygger med julemad, stearinlys og julemusik. Så skal jeg for en gang skyld heller ikke bekymre mig om risikoen for indbrud, når vi ikke er hjemme!

Børnene i familien får julegaver, og jeg satte kursen først mod Netto, hvor jeg fik handlet ind og er begyndt at finde ting og sager til Julen; til konfekten, til glöggen og til ris á la mand'en! Dernæst skulle jeg så til det: Toys 'R' Us helvedet!!! Men først smuttede jeg en tur i Ikea, som er fuldstændig umulig at finde rundt i, fordi de er i gang med at bygge til/om. Og "Tøjserøjs" var et helvede! Masser af mennesker, hylende unger og lidt større børn, som absolut skulle trykke/pille/prøve alt, hvad der var tilgængeligt. Og naturligvis var der lyd på alt legetøjet, de havde fat i! Efter en rum tid fandt jeg så også julegaverne, men der mangler lige en enkelt. Så hen til kassen, hvor der foran mig stod en kvinde, som havde købt for en mindre formue. Du godeste....og det hele er af plastik!

Ud af butikken, og nu havde jeg bragende hovedpine! Og så ud til hestene, hvor der var fred og ro. Herligt!

Da jeg kom hjem, gik jeg på kontoret for læse lidt mails. Mens jeg sad der, kom der lige pludselig to stykker råvildt løbende gennem vores have. Det er altså skønt med naturens dyr så tæt på.

I dag har jeg besluttet at rydde vores lille viktualierum. Der skal ryddes ud i en masse urtepotteskjulere, syltetøjsglas, poser og andet skrammel, så det bliver det helt store commando raid! Lad os se, hvor god jeg er til at smide ud i stedet for at gemme hele møget!

Og så skal jeg lige på nettet og se på en ny indbygningsovn. Den vi har, er nu ved at være 20 år gammel, så det er vist på tide med en udskiftning. Og jeg har ikke tænkt mig at risikere, at Juleflæskestegen og Juleanden kun når at blive halvt færdige, fordi ovnen takker af!

Det er ved at være frokosttid, så hvis jeg skal nå dagens gøremål, må jeg hellere se at komme i omdrejninger! 

God weekend derude :-)
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar