Dagen i dag startede som en kæmpe kontrast til dagen i går med den mest fantastiske solopgang og blå himmel. Jeg havde lavet en aftale med en af pigerne i stalden om, at vi skulle ride vores heste sammen.
For jeg må jo desværre indrømme, at det har været svært for mig at tage mig så meget af Rapse, som jeg faktisk burde! Ofte har jeg valgt at ride Baronesa og så longere Rapse - men jeg skulle ha' været bedre til at dele sol og vind lige mellem dem. Det er jo synd for Rapse, som bag sit - engang imellem - lidt usikre ydre bare gerne vil være en dygtig pige!
Og det er min egen skyld, at hun ikke er blevet bedre til at være alene; både i stalden og i ridehuset. Jeg har bare ikke orket, og jeg er måske også lidt skuffet over, at Rapse er en så meget mere sensibel hest end sin mor og sin halvsøster, som bedre kan klassificeres som "cool" heste. Men i bund og grund minder Rapse meget om min gamle hest, og til gengæld vil jeg sige, at Rapse er dybt, dybt intelligent, og hendes følsomhed gør hende i stand til at filme min sindsstemning lige med det samme. Og så er hun den mest kærlige og sjove hest.
Så NU skal det være! Rapse skal ud af børnehaven og på den rigtige skolebænk igen. Det er et spørgsmål om træning, og at jeg tager mig sammen!
Jeg greb chancen til at lave en aftale med Anette, for jeg ville gerne starte op og få noget godt ud af det; for Rapses skyld især. Og når der står en hest i stalden, er der straks ro på Rapse. Og det var også rigtig hyggeligt at stå og strigle hende og rede hendes enormt tykke hale ud. Og så er hun altså kæmpe stor! Ikke bare bred (og småfed); også høj! Hun er højere end sin mor nu.
Og det var første gang, at jeg sådan rigtigt skulle ride i den nye sadel. Jeg longerede hende lige et par omgange på begge volter, og så var det op at sidde. Intet problem. Rapse kunne dog straks mærke, at det der på ryggen føltes anderledes! Det er faktisk også et godt stykke tid siden, jeg sidst var på ryggen af hende, og jeg kunne godt mærke, at hun også lige skulle tune sig ind på balancen. Så i starten var det meget trip trip og stakato-trav, og så lige så stille slappede hun af, og vi kunne lave noget volte arbejde. Det endte med et okay trav arbejde, fin galop (den er fantastisk!), trave af og skridte af. Og så var hun også træt!
Anette skulle ride et stykke tid endnu, så jeg gik over med Rapse. Hun måtte dog lige tage mod til sig for at gå forbi en ghettoblaster i ridehuset, som stod lige ved udgangsporten. Men når jeg insisterer med en bestemt stemme, så gør hun også, hvad jeg beder om.
Ud i solen og så ind på staldgangen, hvor en anden hest stod og hyggede sig i boksen. Så måtte jeg ellers i gang med et par håndklæder, for hun var godt svedt. Og lige inden jeg satte træktovet på hende for at trække hende på fold, fik jeg et ordentligt hestekys af hende. Hun nusser mig på kinden med sin store (og lidt ru) mule, og det er så afgjort et kærtegn fra hendes side.
I morgen kommer hun i longe, og så skal hun ellers ud at lave noget så ofte som overhovedet muligt - Rapse, min fine Rapse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar