Et nyt år i vente

Det var så dén Jul! Man køber ind for en formue og så meget, som skulle man kunne overleve i en hel måned. Derudover laver man mad i flere dage, og når man endelig når til julemiddagen, er man allerede godt træt af julemad! Jeg er i hvert fald. Men det var nu hyggeligt nok; især at sidde og hygge til god musik og en masse tændte stearinlys, som glimter i julepynten, der hænger rundt omkring. Snart skal der "afjules" i huset, og det virker faktisk en smule tomt, når al pynten er taget ned og lagt tilbage i kasserne. Men så får den på alle tangenter med hyacinter og tulipaner, som får os til at tænke på foråret, der forhåbentlig ikke lader vente på sig.

Vi havde frost og sne til midt i december, så slog vejret om, og al sneen forsvandt med lynets hast. Det betød, at vi igen kunne åbne for vandet i stalden, men til gengæld betyder det også mudder i lange baner på foldene. Der er altid ulemper ved vinteren - uanset hvilken vejrtype. Og nu elsker mine hopper tilfældigvis at mudderbade, så med 6 plusgrader i dag og regn, behøver jeg vel næppe at beskrive, hvordan de så ud, da jeg kom i stalden i dag. Suk....! Vådt mudder lader sig bare ikke strigle ud af hverken pels, hale eller man! Og møder jeg nogle "luksusdyr", som har deres heste på fuldpension og kun kort foldtid, så får man også et misbilligende blik med på vejen, når vi rider forbi hinanden. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad de synes. For jeg ved, at mine heste har en væsentligt større livskvalitet end deres "staldheste".

Når året går på hæld, tænker jeg altid over, hvad der skete i det gamle år. Det er lidt af en genudsendelse, synes jeg. Krisen har nu varet i over 4 år, og det er hårdt for håndværksmestrene at finde arbejde nok. Jeg kan godt forstå, at nogle vælger at kaste håndklædet i ringen, for hvem gider at knokle for pebernødder. Vi er så bare lidt mere heldigt stillet, fordi vi ikke har ansatte og har nogle trofaste kunder. Det er på med vanten og videre fremad, og så må man sluge nogle kameler undervejs. Jeg håber, at 2013 bringer fremgang og glæde - ikke kun for os, men også for andre.

Godt Nytår!

Mudderprinsesserne!

Julemåned med hvidt på

Jeg synes ærligt talt, at dette års vinter har nogenlunde samme opskrift som vinteren 2010. Og det har jeg lidt blandede følelser med. Jeg er vinterbarn og elsker sne, men vinteren 2009/2010 varede fra midt november til sidst i marts. Det var til sidst uudholdeligt, at foråret ikke viste sig, og det endte også med, at jeg hoppede på hovedet i en snedrive i haven og gravede erantis frem af sneen!

Men smukt er det altså - det hvide landskab, vintersolen og stille, faldende snefnug. I forgårs fik jeg et fantastisk gensyn. Jeg var lige kommet hjem og på vej over til bryggersdøren, da et fuglekald fik min opmærksomhed. En ravn kom stille svævende i lav flugt gennem haven, og kaldet var som at sige: Hey, vi er her stadig. Den tog en æresrunde, kaldte et par gange, og fik så følgeskab af resten af familien. De fire fugle fløj roligt tilbage til den lille skov i nærheden, hvor de første gang slog sig ned sidste forår. Ravnen er helt blåsort, og dens kald tager man ikke fejl af. Og så er den lige så stor som en musvåge, og de lange, bløde fjer på underhalsen ligner et uglet skæg. Jeg er glad for at ha' ravnene, for det er endnu en dyreart, som er kommet tilbage til området, siden jeg flyttede herud for 15 år siden.

For et stykke tid siden, sad min mand og jeg netop og talte om, hvor mange dyrearter der er kommet til på ejendommen i løbet af årene. Og så begyndte vi at remse fuglearter op - og så er det, at det går op for en, HVOR mange fugle der egentlig findes! Alene de mest almindelige arter fylder meget på en liste. Så er der altså noget ved at lave vildtpleje, når det så kaster noget af sig.

Nu vil jeg gå ind på sofaen og kaste mig over min bog om Christians d. 4 - Musik og Stilhed.

Her lidt fotos med julestemning.

1. december og vandslangehelvede

Vel hjemme fra et intenst stambogskursus og to hektiske dage på messen til SICAB. Det var super gode dage, og Maybritt og jeg sugede alt til os. Vi var især glade for at følge 4 års årgangen af både hingste og hopper. Jeg skulle hilse at sige, at det lover godt for fremtiden! Der er racetypiskhed, størrelser ikke over 167 cm, skimmel, brun og sort - og så kan de bevæge sig med god og energisk aktion bagtil. Det har manglet!

Og jeg nåede da også kun lige hjem, så blev jeg kimet ned, og min mail var væltet. Men det er dejligt at vide, at jeg har været savnet :-) Det er så gået slag i slag, hvor den ene dag har taget den anden, og der var en del at gøre på kontoret også.

Og nu er det den 1. december, og vi vågnede op til et smukt, hvidt landskab. Da jeg kom ud, stod fuldmånen i vest og var på vej ned. Og i øst kom solen for fuld styrke i den smukkeste solopgang. Småfuglene var allerede i gang i hobetal ved foderbrættet, hvor der som sædvanligt var skænderier mellem skovspurvene, som ikke går af vejen for at tage kvælertag på hinanden! Råvildtet har krydset gennem haven og har været på fodertønden både i haven og oppe ved skydebanen, og et egern kunne lige nøjagtigt mase sig ind i fuglehuset for at guffe solsikkefrø i sig.

Der er gang i brændeovenen, og min gamle kat ligger mageligt i sin kurv med små øjne og nyder strålevarmen. Nogle nisser har fundet vej til mit køkken, og der er sat lys i adventsstagen, og kalenderlyset blev tændt. Der er bare noget specielt hyggeligt ved julemåneden. Ja, det synes jeg - selvom ikke alle er enige i det synspunkt.

Jeg havde nok ikke lige regnet med, at det allerede var nu, at vi skulle i gang med at slås med vandslangen i stalden. Når det kryber under 5 graders frost, må vi lukke for vandet, ellers fryser rørene til. Så det var bare afsted og slæbe vandkar ud til boksene, vaske dem af og få dem fyldt op. Desværre er det ikke kun hestene, der drikker af dem. Flere gange sidste år, måtte jeg fiske et par mus og en enkelt rotteunge op. Karret descinfincerer jeg bagefter - det er bare for ulækkert med "strandvaskere"!

Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at klippe de to kirsebærlaurbær, som står på hver sin side af bryggersdøren. De blev klippet runde, og så kunne jeg lægge lysnet på dem. Det ser bare så hyggeligt ud, når mørket falder på.

Og det er så småt ved at blive mørkt udenfor nu. Solen er netop gået ned, skyerne er begyndt at pakke sammen til en gang sne, og en stor flok fasaner er kommet larmende gennem haven for at få deres aftensmad ved fodertønden.

Nu tror jeg også, at jeg vil lukke computeren ned og lige få det sidste af solnedgangen med.




Solopgangen fra i morges



Kursus og SICAB

Det var ellers ikke med i mine planer, at jeg skulle til SICAB i år, men da der blev indkaldt til opdaterende stambogskursus i forbindelse med SICAB, så besluttede Maybritt - den anden stambogsdelegerede - og jeg at tage afsted alligevel. Kurset varer to dage, og så har vi selv betalt for to dage til at hygge os og se dejlige heste på messen. Jeg glæder mig til kurset, for stambogsarbejdet interesserer mig - og så møder vi jo alle de andre stambogsdelegerede fra de andre lande. Det er stort set kun den ene gang om året, vi ses samlet, og det plejer at være vældigt fornøjeligt. Selve kurset skal nok blive både interessant og spændende. Det er her, vi har mulighed for at fremlægge vores egne synspunkter og forslag til forbedringer. Stambogen lytter helt klart til os, for de vil gerne være helt med fremme og være på linie med andre lande. Og det er tydeligt, at de virkelig HAR lyttet til os de andre år, for det har medført, at basiskåringen blev lavet om, så kriterierne er blevet meget strengere og faktisk ligner det, vi forstår ved en hestekåring her i Danmark. Den nye kåringsmodel blev godkendt i forsommeren i år, og til næste år er det altså første gang, at vi i Danmark skal prøve den - og det bliver helt klart også et af de store emner på kurset. Jeg tror, at alle har mange spørgsmål i forbindelse med den nye kåringsmodel.

Og så skal vi selvfølgelig mødes med Debora; min veninde, som jeg mødte til det første stambogskursus, hvor hun var med som tolk. Vi har holdt kontakten vedlige lige siden, og Debora har den mest sublime form for humor! Jeg elsker at læse hendes mails, hvor hun også fortæller, hvordan det går i Spanien, nyheder om andre, jeg kender osv.

I går løb jeg rundt som en vanvittig, for jeg ville ha' søndagen til at få gjort rent i huset og få pakket min kuffert i god tid. Dagen i går gik med at handle ind, tage til staldmøde og så ellers gå i gang med at pakke oceaner af wrap til hestene, veje deres mad af og give instrukser til pigerne, som beredvilligt havde skrevet sig på til at passe dem, mens jeg er væk. Det er bare nogle gode piger, der er i stalden!

Nu sidder jeg her og er ved at samle det sidste sammen, og så tager jeg ud til hestene og får ordnet dem. Nå ja, der er vist også lige en lille opgave med at få rullet vandslangen på sommerfoldene sammen! En opgave jeg fuldstændigt havde svedt ud! Det skulle lige passe, at det er frostvejr, når jeg kommer hjem - så kan jeg da godt glemme at rulle 300 meter vandslange sammen!

Jeg glæder mig til turen og til godt selskab undervejs. Der kommer et indlæg med fotos, når jeg kommer hjem.

Hasta la vista!

Mørk novemberdag med mågestep

I dag startede dette års sidste efterårsmåned, og jeg har aldrig været specielt vild med november. Ofte er det mørkt og regnfuldt, de smukke efterårsblade er faldet af træerne og al plante- og trævækst er gået i dvale. Hestene har det forrygende med at få moset så meget mudder ind i pelsen som muligt, så jeg er glad for, at de går med dækken. Så er der i det mindste noget af hesten, der er nogenlunde pænt! Men vi hygger os nu meget godt med at strigle og ordne, og udover at det er behageligt for hesten, så knytter man også stærke bånd hest og menneske imellem.

På grund af en nabostrid har vi fået begrænset vores muligheder med at kunne ride i Vestskoven. Derudover er der også en rigtig god tur, som går omkring Vestegnens Rideskole - en tur, der i skridt tager lige godt 45 minutter og er perfekt, hvis man bare har lyst til at hygge en tur med sin hest. Men nu blev der lukket gennem en gammel frugtplantage, og en dyb drængrøft forhindrer os i at kunne ride bag om plantagen. Så hvis vi vil i Vestskoven, så er det hele vejen udenom og ned til Vridsløsemagle, hvor der er ridesti ved Ole Rømers Museet. Men det tager altså lige godt en time, for det er på vej hele vejen, og ofte kører bilisterne, som om de har stjålet vognene! Ikke sjovt!

Men nu lader det til, at fælles nabolag og slag har få kommunen i tale, så det er lykkes at få lov til at lave en "bro" over drængrøften og kunne ride i kanten af KVLs marker, og så vil kommunen lave en rampe op til vejen, der går til Vestegnens Rideskole. Broen kunne jeg forestiller mig ville være et stort drænrør med et skelet udenom, og så fylde det op med sten, genbrugsstabil og jord. For der skal laves gelænder af sikkerhedsmæssige årsager. Falder en hest med rytter ned i grøften, kommer de ikke op igen uden hjælp.

Da jeg kørte hjem, så jeg et af de sjoveste syn. Har I nogensinde lagt mærke til, at mågerne står og stepper, når de går rundt på arealer med græs? Det ser afsindigt sjovt ud, og de kan saftsus'me steppe hurtigt! Der er indtil flere videoklip på Youtube - nogle af dem med den helt rigtige musik. Men der er mange i en dårlig kvalitet, så man nærmest bliver søsyg af at se dem. Men her er en god udgave:

Halevask og kastanieparade

Der er nu noget opløftende og givende ved de forskellige årstider, og når efteråret viser sig fra sin smukkeste side, så indbyder det virkelig til nogle gode ture i skoven.

Hestene kom på stald, og det var de ganske godt tilfredse med. Baronesa havde tabt sig lige lidt mere, end jeg brød mig om, men der skal heldigvis ikke så meget til, før hun ser pæn ud igen. Det skal bare gøres stille og roligt. En ormeprøve viste da også, at samtlige heste havde orm, og at størstedelen af dem skulle behandles. Vi har også fået nye heste ind, og med for lidt græs på slutspurten, bliver der græsset for tæt på gødepladserne.

Både Baronesa og Jarapa skulle ha' ormekur, og det fik de samme dag, som ormekuren landede i stalden. Men først havde jeg Baronesa i skønhedssalon, for hendes hale var godt møget til, og hun trængte også til at blive klippet. Så hun fik den helt store tur, og Baronesa var lykkelig! Hendes hale er fantastisk fyldig, når den er vasket og redt ud - og hurra for showshiner! Ellers ville det være et helvede at rede den ud. Dernæst skridtede vi en tur i det skønne vejr, og Baronesa var glad og veloplagt med let ivrig snorten - og lige et øje hist og her for at se, om der nu ikke var noget, hun kunne bruge som undskyldning til at puste sig op. Undskyldningen kom på halvvejen, hvor en ræv kom som et projektil over vores sti, og så kunne det ellers nok være, at Baronesa gav den gas på passage-pedalen....HELE vejen hjem! Hun er altså bare en skøn krikke!

Vel hjemme igen fik hun ormekuren, som hun uden bøvl spiser. Jeg kan da godt se på hende, at det ikke smager godt, men det er rart, når hesten accepterer det. Så var det Jarapas tur. Hun blev jo fantastisk flink i sensommeren til at tage smertestillende, og hun gjorde igen mine til selv at tage pasta-sprøjten i munden. Men da hun opdagede, hvad det var, røg hun tilbage med mig i grimen! Hun var dog godt klar over, at det ikke var noget at diskutere, så med væmmelsen malet i hele hovedet spiste hun resten. Efter et stykke tid gik hun hen til vandkarret og skyllede mund hele 5 gange, mens hun gloede bebrejdende på mig. Hun gad først snakke med mig igen dagen efter!

Herhjemme er hele baghaven levende af fasaner. Vi har stillet en fodertønde op, vand og en saltsten til råvildtet. Fasanerne kommer troligt 3 gange om dagen, og forleden var der godt 30 fasaner samlet. Oppe ved skydebanen hygger råvildtet sig, og det er skønt at sidde og betragte dem i kikkerten. Smukkere hjortevildt findes ikke.

Vores kastanietræ på gårdspladsen har båret mange kastanier i år, og jeg samlede og lagde dem på ringen. Fantastisk farve og indbegrebet af efterår.

Og så er der alle de andre skønne efterårstegn:



Berberishækken får lige så røde blade som bærrene,




De store hortensia er stadigt smukke her om efteråret.




Kirsebærlaurbærbladene minder om jul.




Formiddagssolen rammer poplerne.




Årets sidste roser.




Svampe i græsplænen.



Med DAMOCHA kom efteråret

Det var ikke ligefrem det mest ønskede vejr, vi fik til DAMOCHA. Koldt, blæsende og nogle stride byger. Det er ikke særligt sjovt for udstillerne, som havde vasket heste i flere dage, og så skulle de varme op på udendørsbanerne.

Det er et stort knokleri med at stable DAMOCHA på benene, men nu har vi i det mindste noget erfaring og ved, hvad der skal til. Det er stadig vores fritid, vi bruger på det, så ind imellem var det lidt knapt med tid. Men vi nåede det hele; dog var det lidt skuffende, at der i år var et større frafald af heste end tidligere. Vi vidste, at der var 1 hest, der ikke kom, fordi den var blevet skadet. Så var der en unghest, som nægtede at blive læsset, og det ved vi også kan ske. Så var der en heste ejer, der havde overbevist sig selv om, at det først var næste weekend, og en anden heste ejer lå syg. Så antallet raslede fra 33 heste ned på 27.

Men alligevel blev det en god dag med mange glade vindere, og det lunede virkelig at se, at de unge heste - avlet i Danmark - faktisk fik højere karakterer for f.eks. deres hovede og racetypiskhed end de voksne heste; heraf er en del importeret. Og det var også meget interessant, at de danske avlere har forstået, at ryttere vil ha' heste med gangarter, så det har de lavet! Hold da op, hvor mange af de helt unge heste bare kunne spadsere. Det bliver spændende at følge dem!

Da jeg kom hjem lørdag aften, kunne jeg godt mærke, at gassen gik helt af ballonen. Og søndag morgen vågnede jeg sur, irriteret, mut og mørk i sindet. Og sådan har jeg det stadig. Og det gør mig ikke mindre irriteret, når folk spørger, hvad der er i vejen, for det kan jeg ikke lige sætte en finger på. Det er nok flere ting, når det kommer til stykket. Og vejret gør heller ikke ligefrem sit til at få smilet frem.

Efter at ha' læst en vejrudsigt besluttede jeg mig for at give hestene regndækkener på. De står stadig på døgnfold, og de kommer først på stald 1. oktober. De kan sagtens klare sig, men Baronesa er ved at være en gammel dame, og ingen heste har godt af at stå i stiv kuling og med en iskold regn, der pisker ned. Der var da heller ikke så meget pjat, da jeg kom med favnen fuld af dækkener og æbler, og de stillede sig villigt op på folden og fik dem på. Rapse snusede intenst til sit dækken og brummede et par gange. Ja, det er jo lugten af en hest, hun kender....sig selv! Fjollehovede!

Og de følsomme spanske heste fornemmede jo allerede mit humør, inden jeg var kommet ind på folden, så de nussede mig på kinden og pustede i mit hår. Den race er bare noget helt særligt, og jeg skal aldrig ha' andet end spanske heste!

Efterår med guldharer

Det er med røde ører, at jeg kan konstatere, at det er næsten 2 måneder siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Det synes jeg ikke rigtigt kunne passe, men så gik det op for mig, at jeg i stedet har lagt lidt fotos ud på "Fjæsen" i stedet for at skrive.

Vi har også haft travlt, og jeg må indrømme, at jeg hellere ville sidde og nyde aftensolen, end at gå ind på et lummert kontor efter arbejde.

Efter alle rødder blev gravet op i haven, kunne vi så gå i gang med at fælde de sidste træer og få jævnet nogle store jordbunker ud, som har ligget i haven de sidste 10 år. Det var meget underligt lige pludselig at kunne se og fornemme havens størrelse, da den var planeret. Den bliver godt nok stor....!

Og det gik jo så vældigt for de to "mosegrise" at grave, planere og flytte bunker; så længe de var der begge to. Det er far og søn, og sønnen er desværre lidt udenfor pædagogisk (og mental) rækkevidde. Lige så snart sønnen er her alene, og René og jeg kører, så arbejder han max. en halv time mere, hvorefter han sætter sig på knallerten og kører - og så ser vi ham ikke mere den dag. Så det er gået meget langsomt med at få lavet det sidste, og jeg er ved at være godt træt af at glo på den "koldbøtte" og ikke mindst maskinerne.

Og så fik vi sat flagstangen! Vi har haft en flagstang før - ude i forhaven, men den tog stormen i december 1999. René har gennem mange år snakket om at få en ny flagstang, så nu var chancen der, og som sagt så gjort. Han glemte bare at fortælle mig, at den var 18 meter, så da den ankom på en stor lastbil, var jeg sikker på, at de var kørt forkert!

Under stort ståhej fik vi rejst flagstangen, og René ville straks hejse flaget. Det var nok nemmere sagt end gjort, for han forsvandt fuldstændigt i flaget, der er 5 meter langt, og det var ret morsomt at se hans hektiske bevægelser i et forsøg på at holde flaget over jorden! Men det kom op, og så hang det der - helt slapt, for der var ikke en vind, der rørte sig den dag, ha ha.

I august og starten af denne måned har vi haft noget, der i særdeleshed smagte af sommer. Varme, sol og ingen regn. Men når der ikke kommer regn, vokser vores gamle græsfolde ikke, så græsset slap hurtigt op i år. Hestene har så været fodret med hø i hele august, og nu er vi gået over til wrap. De kommer på stald 1. oktober, for det er stadig ikke koldt om natten.

Og stakkels Rapse oplevede at blive så ømtået efter beskæring, at jeg var sikker på, at hun var blevet forfangen. Meget unormalt måtte jeg vente halvanden måned på smeden, og i forvejen har vejret givet hestenes hove dårlige betingelser. Så hestene var langtåede, men Rapses hove er meget runde, så de flækker nemmere, når de bliver lange. Og det var altså for længe for hende at vente, for når hovene vokser sig lange, følger sålen ikke med. Og når hesten kommer ned at gå på den igen, er den ikke så tyk, som den burde være. Det svarer til, at vi går barfodede henover en gårdsplads med knuste granitskærver! Så lille-pigen blev behandlet og sat på en grusfold sammen med sin mor. Fem dage senere kunne vi så afblæse alarmen og afskrive forfangenhed, og hun skulle så heller ikke ha' mere smertestillende. Fire dage senere efter indgræsning (igen!) kunne jeg så lukke dem sammen med de to andre hopper, og der var vild gensynsglæde med den 2 årige oldenborghoppe, som de begge er meget glade for.

For nogle dage siden måtte jeg smide de to hængepetunia på terrassen ud. Hvis det blæser meget, bliver de simpelthen blæst i stykker, og jeg havde ikke husket at sætte dem i læ om morgenen, inden vi kørte på arbejde. Men så har jeg også haft dem i over 3 måneder, og det må vist være meget godt. Den røde hængepetunia ved bryggersdøren har det til gengæld helt fint og blomstrer stadig lystigt.

De vilde brombær er modne nu, og vi kæmper en kamp for at holde uvedkommende ude af vores ejendom. De er simpelthen bedøvende ligeglade med, at de vader ind på anden mands ejendom, og så plukker de bare løs. Hvad ville de sige til, at jeg trampede ind i deres have og plukkede deres æbler??? Brombærrene oppe i den anden ende af ejendommen har vi med vilje ladet stå til vildtet. Men det tænker folk ikke over - og de tror, at vi ikke kan se dem. Så der er nærmest gået sport i at sætte sig på lur og så jage en skræk i livet på dem. Ondskabsfuldt? Måske! Skidesjovt? JA! Og hvis man har en dag, hvor man i forvejen er lidt sur, så er det en glimrende måde at få afreageret på.

Her er lidt stemning af sensommeren og efteråret:



En hare i solnedgangen, som gav den et guldskær




Det var her de store jordbunker havde ligget, og da de var planeret ud, opdagede vi, hvor meget plads der egentlig blev!




Udsigten fra terrassen over p.t. "pløjemarken"!




Efter vi havde fældet birketræet og planeret haven ud, kunne solen lige pludselig spille i tulipantræets store, smukke blade.




Vi har haft nogle fantastiske solnedgang her på det sidste. Her går bagboens heste badet i solens guldstråler.




Når der er tilbud på store chrysantemum, så er det efterår. Det er dug, der ligger på kronbladene.




Jeg troede, at nogle af roserne var ødelagt af vinterens barfrost. Men de har så sandelig taget revance her i august og september. Her en rose, som oprindeligt var købt som en hvid rose...og så blev den orange og dufter fantastisk. Så navnet har jeg desværre ikke på den.




Vilde brombær.




I går var der virkeligt højt til himmelen! Og der var lidt vind til at folde vimplen ud.



Det var bare en af de dage!

Nogle dage går alt bare i ged, andre dage indeholder små irritationsmomenter. I dag har været en blanding af de to for mig.

Endnu en regnvejrsaften og nat, hvor dagen startede grå og kold. 15 grader her den 19. juli. Det er simpelthen ikke til at holde ud, og jeg savner solen og godt med varme. Det er grotest at skulle klæde sig i lange bukser og jakke for ikke at blive kold. Hvad blev der af strandtop, shorts og klip-klappere??

Men i det mindste har vi her i Storkøbenhavn (ja, det hører vi jo under) været forskånet for skybrud og brusende floder. Det fik vi så rigeligt af sidste år. Men til gengæld har dele af resten af landet og ikke mindst Sverige fået samme omgang. Jeg føler med jer!

Herhjemme er vi nu endelig nået så langt med haven, at vi kunne gå i gang med at grave rødderne op fra de store fyrretræer og grantræer. Eftersom vi solgte vores gamle rendegraver for snart 4 år siden, fik vi hjælp af en god ven, som havde en af væsentligt nyere dato! Derudover kom hans søn med sin gravemaskine på larvefødder, og den kom virkelig på arbejde med rødderne fra fyrretræerne. De var også 60 år gamle, og det var nogle store og meget lange rødder, som både gik ud til siden med også direkte nedad. Men til sidst måtte de give op, og så lå de der på jorden som vingeskudte krager. Du godeste, hvor var de store!

Det var mange rødder, der skulle graves op, og vi er heller ikke helt færdige med at fælde træer. Der skal fældes 7 popler mere ud mod marken, et stort birketræ og resten af den lille blommehæk. Og når det er gjort, og rødderne er gravet op, så kan vi gå i gang med at fordele overskudsjord fra et andet sted på grunden og nogle store jordbunker, vi har haft liggende i nogle år. Dernæst skal der fræses, og så kan vi så ny græsplæne. Vi har bestilt en flagstang og er også blevet enige om, hvor den skal stå. Men hvad der ellers skal være i haven og hvor, det er vi i fuld gang med at skændes om!



Den er stor som et hus og kan knokle i døgndrift. Fantastisk maskine.




Gravemaskinen kom på arbejde med fyrretræsrødderne.




Så kom de endelig op, og de var enorme! Så var der "kun" 5 fyrretræsrødder tilbage...




Stubbene fra poplerne, vi fældede for nogle år siden, kom endelig op.

Lige nu ligner haven et månelandskab, men i sidste ende skal det nok blive rigtig godt. Jeg har da fået husbonden overtalt til at bygge et lille lysthus, som skal stå et stykke nede i haven, så vi kan nyde det sidste af sommersolen om sommeren.

Men i dag blev der ikke gravet, for med det regnvejr, ville det bare gå op i rent mudderbad á la Roskilde Festival. Så der var vejrligsdag i dag, og så håber vi, at der kan fortsættes i morgen.

Tidlig eftermiddag kunne jeg køre ud til hestene, efter vi havde hentet firmavognen fra værksted, hvor den skulle klargøres til syn. Det var tørvejr, da jeg kørte derud, og det var faktisk også lidt lunt. Hestene er flyttet over på en ny fold, og jeg kunne endnu engang konstatere, at Rapse havde smidt sit fluenet. Hun hader det - men kan ikke undvære det. Nå, jeg gik en tur på folden for at finde det, og da jeg på min gåtur finder først én så tre snore fra fluenettet, var jeg godt klar over, at hun havde molestreret det! Og ganske rigtigt. Det var lige til at smide ud. Jeg må købe et nyt til hende. Rapse er som altid nysgerrig og skulle også lige se, hvad jeg havde i hånden. Da det gik op for hende, at det var fluenettet, vendte hun på en tallerken og satte i trav - væk fra mig! Så behøver jeg ikke nogen undertekster, vel?! Det er ikke så meget det, at hun har det på. Hun hader bare lyden af velcroen, og det er altid bøvlet at få det på hende. Rapse har sine sære sider, men hun har også nogle rigtigt sjove! F.eks. kommer hun altid farende hen til mig, hvis hun bliver forfulgt af en hestebremse, og hun står helt stille, når jeg så klasker den én med flad hånd på hendes polstrede sideben.

Efter kvalitetstiden med hestene og en hyggelig sludder med en af pigerne i stalden, kørte jeg ned til en lille flække for at fylde lidt på bilen. Lige ved siden af ligger en Dagli'Brugsen, og jeg skulle også lige ha' lidt brød til aftensmaden. Idet jeg står ud ad bilen, kan jeg høre noget "pffffffffssssssssssss" - og tænker, ÅH NEJ! Åh jo! Stor, fed og meget skarp sten i venstre fordæk! Kan jeg nå hjem, tænkte jeg. Jeg tog chancen og mærkede hele tiden godt efter i rattet. Da jeg drejede fra Roskildevej kunne jeg godt mærke, at bilen trak lidt mere til venstre. Og 3 km hjemmefra måtte jeg køre ind til siden. Så var den helt flad! Nå, det måtte jeg jo skifte! Men bilen stod så dumt, at jeg ikke kunne få donkraften ind under bilen, så jeg måtte ringe til min livline. Heldigvis var han hjemme, og han kom drønende og havde en anden donkraft med. Og NATURLIGVIS skulle det begynde at regne, mens vi skiftede hjulet! Det er klart!

Da vi kom hjem, ringede min mand til vores mekaniker for at høre, hvad han skulle ha' for 4 nye dæk til min bil. Det var tid at få dem skiftet alligevel. Og så hører jeg min mand sige: Ja hej. Ja, min kone er punkteret! Jeg tænkte: Nå, for søren! Hvor?! Sjovt, som vi kan udtrykke os nogle gange.

Mens jeg sidder og skriver, er solen kommet frem, og der er blå himmel forude. Det tror jeg lige, at jeg vil ud og nyde, inden jeg går ind for at lave aftensmad. I dag vil jeg lave lasagne! Der er lidt af en Garfield i mig!

Her er lidt fotos af blomsterne i min have.

Krukkerne med flittigliser - eller flittighans - blomstrer lystigt i år. Sidste år druknede de fuldstændigt!

Flere flittigliser.



Hvidkløver



Køllesværmer. Flot, lille fætter.



Jeg elsker hængepetunia og har som regel 2 hængende på terrassen og en hængende ved døren.




Rigtig smuk med dobbelte blomster.




Gider man give dem lidt vand hver dag og flydende gødning en gang om ugen, så kvitterer de med at vokse sig store og flotte og blomstrer til langt hen på efteråret.




Jeg elsker vores amerikanske tulipantræ. Vores er over 60 år gammelt, og denne træsort blomstrer først fra 20 års alderen.




Flotte blomster.




Bladene ligner hovedet af en kat.



Og vejrudsigten: Regn!

Juni gik og juli kom

Hele juni blev kold og helt uden for sommer-rækkevidde. Og det skulle da også gå hen og blive den koldeste juni i 21 år! Er der så noget at sige til, at vi har brokket os over vejret?! Og halsbetændelsen, som jeg ragede til mig efter Roskilde Dyrskue, havde jeg "glæde af" i 3 uger. Efter næsten 2 uger gik jeg til lægen - blot for at få konstateret, at det var en virus. Ja, hurra! Så den skulle bare rase af. Men endelig slap jeg af med den ømme hals og hosteriet, og langsomt blev det også varmere i vejret.

Den 22. juni havde min mand og jeg 10 års bryllupsdag - det kaldes Tinbryllup. Vejret startede med at være kedeligt med regn, men om eftermiddagen klarede det op, og det blev stille og lunt til aften, så vi kunne sidde ude på terrassen og få det skønneste mad fra grillen. Min veninde var inviteret, for det var i sin tid hende, der præsenterede os for hinanden. Hun kom med favnen fuld af blomster og bandt den mest bedårende buket! Senere kom min mand hjem fra arbejde og havde en buket med 20 langstilkede røde og hvide roser med til mig. Jeg har fået den dejligste mand, for han husker altid blomster til mig på mærkedage - og kan også finde på at komme hjem med blomster til mig helt uden anledning.



Min venindes smukke buket, som bestod af roser, pæoner og liljer.



De langstilkede roser fra min mand.

Buketterne holdt i 10 dage, og det kan de sagtens, hvis man gider at skifte vand hver dag og klippe lidt af stænglerne.

Hestene har et herligt liv på sommerfoldene, og det ses også på deres sideben! Forleden gik jeg helt amok og fik hestene i skønhedssalon. Baronesa ved ikke noget bedre og stillede sig straks med et stort, lykkeligt suk til rette - hvilende på det ene bagben, mens jeg vaskede hale og redte den ud. De blev klippet og ordnet, så de var fine og rene. Og jeg var svedende og godt beskidt! Det tog lidt over 2 timer, men det er også en skøn måde at være sammen med sine heste på; især når de godt kan li' at få en gang fransk vask og strygning.

For få dage siden fik jeg chancen til at købe et Sprenger bid til en rigtigt god pris. Jeg slog til med det samme, for det med bid er meget, meget vigtigt. Det er individuelt, hvordan hesten er bygget i munden. Og man skal gøre sig selv den tjeneste og undersøge, hvor brede hestens lader er, og hvor meget plads de egentlig har i munden til et bid. Jeg har længe savnet noget "sug" på biddet hos Baronesa, så jeg havde min mistanke om, at det var på tide at skifte. Og det skulle jeg bare ha' gjort for længe siden. Det var en fantastisk oplevelse at ride med det nye bid, som hun straks sugede på. Det passede hende perfekt! Vi red lidt på banen, og så skridtede vi en tur. Det var skønt vejr, og jeg ville ønske, at vi havde en skov lige udenfor døren. Ja, vi har skov et stykke væk, men nu skal vi ride endnu længere ad vej, før vi kan komme derud. Hm, man kan jo ikke få det hele.

I øjeblikket har vi godt med arbejde, og sådan må det meget gerne fortsætte. Det har været 3,5 svære år, og det er især vintermånederne, hvor der stort set ikke er noget at lave. Nu må der godt komme gang i den, så vi kan komme videre i teksten og ikke mindst få gjort lidt ved vores hus.

I går aftes gik vi en tur efter regnvejret, og det var helt stille. Ikke en vind rørte sig, og fuglene sang. Jeg tog lidt fotos af det blomstrende ukrudt, som faktisk er ganske kønt, når man kigger nærmere på det.

De små egetræer, vi har sat, er blevet pænt store. Det så smukt ud med regndråberne på bladene.

Ukrudtsplanten Gederams - også kaldet Rævehale - breder sig lystigt, hvis den får lov.

Og ser man nærmere på Gederamsens blomster, er de ganske kønne.



Her er en lys udgave af Gederamsen.





Blomstrende Liguster. Der har engang været en ligusterhæk på ejendommen, dengang det var et gartneri. Nu er der planter his og her, og vi lader dem stå, for Ligustersværmerens imponerende larver lever af bladene.



Larve af Ligustersværmer. Det er ikke lykkes mig endnu et finde en larve, jeg kunne tage et foto af, så dette har jeg lånt fra nettet.



Efter en regnvejrsdag kommer skovsneglene frem. Og det er en skovsnegl og ikke en dræbersnegl.




De vilde brombær blomstrer.




Vild kørvel.



Engbrandbæger. Meget giftig for heste.

Slået ud af kølig sommer

Her den 13. juni er vejret stadig ikke blevet meget bedre, siden jeg sidst skrev et indlæg. Jo, temperaturen har sneget sig lidt deropad, men det er stadig køligt for årstiden og meget ustabilt i vejrtyperne.

I weekenden passede jeg stand for foreningen på Roskilde Dyrskue, og jeg var godt klar over, at nu klarede vi ikke frisag i år med godt vejr. Fredag var kold, trist og regnfuld. Og det hele endte i en gevaldig tordenbyge kl. 18, så jeg fik travlt med pakke hele baduljen sammen og styrte ud til bilen og hjem!

Lørdag og søndag var vejret nogenlunde, men stadig med småbyger, blæst og ingen varme.

Så mandag morgen vågnede jeg med en tyk hals, høj feber og gøende som en søløve! Fedt nok! Som om jeg ikke har haft rigeligt af det i løbet af vinteren! Nu skulle den så også stå på halsbetændelse. Mandag blev jeg i sengen; kun kort afbrudt af en tur ud til hestene, fordi jeg skulle lukke dem ind til en ny hoppe. Lige så snart det var i orden, kørte jeg hjem og på hovedet i seng. Det var den mandag! Tirsdag havde jeg det lidt bedre, men stadig ikke meget stemme, og det har jeg heller ikke i dag. Jeg er sikker på, at husbonden synes, at det er helt vidunderligt!!!

I mellemtiden har solen indfundet sig, og vejrtypen er meget mere hæderlig. Dog håber og be'r jeg til, at vejret bliver bedre i weekenden, hvor den står på dyrskue i hhv. Jylland og på Fyn. Og så weekenden efter, hvor det jo er Skt. Hans!

I Pinsen tog jeg nogle fotos af de blomstrende træer og buske:




Denne busk med de store, flotte snebolde hedder Almindelig Kalkved.




Hvidtjørnen i blomst - og de dufter!

  

I år blomstrer vores opstammede rødtjørn langs rabatten for alvor. Meget flotte blomster, som holder længe.




Vores kastanietræ på gårdspladsen, som slet ikke er så lille mere. Aldrig har der været så mange blomsterstande; kaldet lys, som der har været i år.




Den gamle syren, som består af en lille og en hvid. Den hvide har kun to grene tilbage. Og der var godt nok mange blomster på den i år. Jeg elsker duften af syrener!

 På Roskilde Dyrskue fik jeg ikke købt noget rideudstyr eller andet i den genre. Det gad jeg ikke, for jeg har ikke brug for noget nyt til hestene p.t. Til gengæld fik jeg købt 3 store og flotte hængepetunia; en rød, en dobbelt lyslilla og en mørk lyserød, som er lilla inde i midten. Og de var billige i forhold til deres størrelser. 2 for 150 kr., 1 for 100. På planteskolerne her omkring mig koster en gnalling 149 kr.!

Jeg fik dem pillet og hængt dem op, og så var det ellers en tur med vand og flydende gødning, så de kan gro sig store og flotte - præcis som dem, jeg havde for 2 år siden.

Og imens nød min mand synet af en lille harekilling, som var løbet ind i granskoven ved siden af værkstedet. Den satte sig godt til rette op ad en træstamme og begyndte at pudse tæer! Jeg fik listet mig ud og fik taget et foto af den.

De er godt nok nuttede i den størrelse!

Og nu vil jeg ind og lave noget aftensmad - til nogenlunde ordentlig spisetid til en afveksling! Det der bukkejagt vender op og ned på alting.