Jeg har knoklet sammen med min mand, og det går raskt fremad! Jeg må til gengæld indrømme, at jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 20 år længere, og de gamle "krigsskader" giver lyd fra sig. Min højre arm har jeg haft brækket 2 gange med 20 års mellemrum, min venstre arm har jeg haft brækket 1 gang, og ryggen fik i 1986 et ordentligt fur, da min hest skiftede mening midt i et spring, så jeg røg ud over hans hoved og hals og landede med ryggen først i en bom, som knækkede som en tændstik. Om nogle af mine ryghvirvler tog skade, ved jeg faktisk ikke (har aldrig fået taget røntgen af ryggen - og tør det måske ikke....), men jeg ved, at den højre rygmuskel - lige ved lænden - har taget skade, og der ligger arvæv lige der. Overanstrenger jeg mig, så er det lige stedet, hvor det gør ondt. Men det har ikke gjort så ondt, at jeg synes, at jeg måtte tage nogle Panodiler. Okay - indrømmet, jeg ledte faktisk efter Panodiler i søndags, og da jeg fandt dem, så jeg, at sidste anvendelsesdato var for 2 år siden!!! Jeg tager sjældent piller...
Men nu ikke alt det piv! Bortset fra lidt ømhed (ryggen har det fint nu), så har jeg det godt, og det er fantastisk, hvor godt og tungt jeg sover om natten!
I dag sad både min mand og jeg oppe på taget (som vi er i gang med at lægge nye eternitplader på) og skuede ud over markerne, som omgiver det industriområde, som vi arbejder i. Og lige pludselig stod der 3 stykker råvildet (en rå og hendes to lam fra i år) og essede i skellet. Men de opdagede os hurtigt og kiggede længe i vores retning med ørerne fremme. Til sidst mente råen, at det var for farligt og tog benene på nakken - og det gjorde hendes lam også. Senere på dagen, hvor solen stod højt - og vi måtte smide jakkerne - hørte jeg musvåger. Jeg kiggede op og så til min store overraskelse hele 18 musvåger, som svævede på termikken. Flot syn!
I dag var det også min dag til at lukke heste ind og fodre. Jeg mugede begge bokse, mens jeg sludrede med min ekstremt højgravide veninde, som har sin hest stående mellem mine to. Jeg bebrejdede hende godmodigt, at hun havde lukket hopperne ud på en fold, hvor der er noget græs, de kan spise af - for det betyder, at jeg faktisk må sætte mig og sige som en sæk gulerødder for at få dem med ind! Men i dag var det ikke nødvendigt. Baronesa hilste mig, da hun så mig - og græssede videre. Men Jarapa kom mig travende i møde og vrinskede lavt - og dét smeltede jo mit hjerte!! Hun er altså den mest skønne krikke!! Der var ingen problemer med at få hestene på stald, for de ved jo, at der venter dejligt hø i boksen til dem. Efter fodring kunne jeg så sætte mig og snakke færdig med min veninde - og vi fik lige ordnet verdenssituationen under den smukke efterårshimmel og aftensol.
Alt i alt - en helt igennem dejlig dag i den friske luft; og ikke mindst omgivet af mennesker og dyr, som jeg holder så meget af!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar