I går knoklede vi løs, og klokken blev mange. Vi besluttede os for at gå ud at spise og få os noget rigtigt god mad. Vi fik slæbt os i bad og fik taget civiliseret tøj på og kørte til Roskilde til vores yndlingsrestaurant. Der er hyggeligt, maden er fantastisk, og priserne meget fair. Maden var virkelig lækker - og vi valgte begge en god, mør bøf til hovedret. Min ryg var meget øm, så jeg havde lidt problemer med at sidde afslappet på stolen. René var meget øm i sine ben (prøv at gå på et tag, der hælder 20 grader i 9 timer....), så han havde til gengæld problemer med at rejse sig fra stolen! Vi var et ynkeligt par!
I dag, søndag, startede dageb meget tåget. Og det var en tyk tåge, hvor man kun havde nogle få meters sigtbarhed. Tågen lettede kun ganske langsomt, og jeg kunne høre kragerne og rågerne trække larmende afsted ud til markerne, hvor landmændene er i fuld gang med at pløje og harve. Tågen og lyden af kragefuglene gav mig en stemning om et gammelt, engelsk slot ude på heden. Jeg tog mig i at se mig selv over skulderen, om nu Baskervilles hund kom luskende.....
Så det blev til en kort tur ude hos hestene, hvor jeg mugede deres bokse og sørgede for wrap og mad, æbler i krybben og et kys på mulen, før jeg kørte afsted til taget og tage fat endnu en gang.
Men så over middag fik solen endelig brændt tågen af - og sikke et vejr, det blev! Der var ikke en vind, der rørte sig, og lette skyer drev dovent afsted på himlen. Solen varmede fantastisk, så vi kunne gå uden jakker på. Se det er, hvad jeg kalder en smuk oktoberdag!
![]() |
| Udsigten fra vores baghave. Poplerne har smidt næsten alle bladene nu. |

Ingen kommentarer:
Send en kommentar