søndag den 24. oktober 2010

Grå søndag

Det har været et rigtigt trist efterårsvejr i dag. Jeg vågnede kl. 3 i nat ved lyden af klukkende tagrender, og så kunne jeg jo godt regne ud, at det stod ned i stænger udenfor. Først ved 9-tiden holdt det helt op med at regne, men det fortsatte med at være gråt og diset. Koldt var det egentlig ikke, men det er irriterende, når alt drukner i regn!

Når det er sådan et vejr, så går jeg et par gear ned...og så var det bare heldigt, at det var søndag! Så jeg nussede lidt rundt, ordnede lidt på min hjemmeside og tog så ned til hestene og ordnede hos dem.

Da jeg kom hjem, klippede jeg nogle af de sidste roser og tog med ind. Det er en ret smuk, mørk orange sort, som dufter helt fantastisk! Hvad den hedder, ved jeg desværre ikke, for den blev oprindeligt købt som en hvid klatrerose! Hm - der var vist noget personale i den planteskole, som ikke var helt vågne, da de skulle placere roserne! Men pyt - jeg holder meget af den og har haft den i en del år nu. Hvis der er nogen af jer læsere, der har en idé om, hvad rosen kan hedde, så hører jeg gerne fra jer!

Mørk, orange rose - meget velduftende. Mørkegrønt løv. Mange små torne! Hvad hedder den mon?
Nå ja! Jeg må jo hellere også lige fortælle om, hvordan elg-roastbeef'en smagte. Den smagte HIMMELSK!!!!!! Det var slet ikke den der meget ramme smag, som jeg synes, at kød fra råvildt smager af. Råvildtkød har jeg aldrig været så fjollet med. Rensdyr, kron- og dåvildt smager udmærket, men der er altså intet, der slår elgkød, skulle jeg hilse at sige!!! Og så var der altså også noget helt specielt lækkert ved de kantareller, østershatte og brune markchampignon, som jeg købte. De var sprøde og friske og med masser af smag. Sikke en efterårsmenu!

Og så havde jeg jo ellers fundet en sadel til Rapse - men den var solgt! Øv! Jeg må lede videre....

1 kommentar:

  1. Vacker ros och jag håller med om att den är väldigt mycket icke-vit. Jag kan inte hjälpa dig med namnet tyvärr.

    SvarSlet