Hest gået i sultestrejke og egern med hjertanfald

Så gik der endnu nogle dage, som bare gik slag i slag! Vejret har været dejligt, omend vinden har være lige kølig nok. Søndag var der generalforsamling i foreningen, og det gik det meste af dagen med. Og så startede hverdagen, hvor min mand mente, at nu havde han tid til at gå i haven.

Når han bruger udtrykket "gå i haven", så menes der ikke, at han hygger med lidt græsfrø, en rive og så/priklejord. Næh nej - her menes bil, stropper, motorsav og brænde bål! Før i tiden var vores gamle Ford 555 rendegraver også en fast følgesvend i vores haveprojekter, men den var så gammel til sidst, at vi valgte at sælge den for at ikke skulle ofre en hel del på at sætte den i stand. Vi vil hellere finde en nyere udgave på et senere tidspunkt. Desuden har vi en rigtig god ven, som er jordentreprenør, og han elsker at komme ud og lufte sin lirede Hydrema rendegraver med turbo, knæk på midten og alverdens skovle!

Vores hus er et gammelt bondehus, og selve ejendommen har engang været et stort gartneri med 11 store drivhuse. Det har været virkeligt flot engang, og på nogle gamle luftfotos, som jeg fik af en tidligere ejer, kan man rent faktisk se de fyrretræer, som vi bliver nødt til at fælde nu. Træerne er godt 50 år gamle, og de er meget store og skæve af vind og vejr. Udover, at de sviner noget så forfærdeligt og fælder oceaner af nåle, som skal rives sammen 2 gange om året, så skygger de meget, og deres rødder er nu gået i kloakledningen. Selvfølgelig er det trist at skulle fælde sådan nogle flotte, gamle svende, men i min verden hører der ikke nåletræer til en prydhave! For det vil jeg ha'! Med gammeldags svulmende staudebede, roser, frugttræer og - selvfølgelig - en monster stor flagstang!

Luftfoto af vores ejendom fra 1972. Dengang var der stråtag på huset! I forhaven kan man se de 3 fyrretræer. De andre 4 fyrretræer står mellem huset og værkstedsbygningen. Det er disse 4 træer, vi er gået i gang med at fælde. I dag er der bygget huse på den anden side af vejen - og det ser også mere civiliseret og knapt så bart ud i dag.

Det ene af fyrretræerne i baghaven var næsten væltet af stormen i starten af februar. Den stod nu lænet op ad nabotræet, så det var ikke et øjeblik for tidligt, at det blev fældet. Det lagde sig lige så fint, og så kommer det store arbejde med at skære alle grene af og skære selve træet op. Det tager lidt over 2 timer med sådan et stort træ.

I dag var det så nabotræets tur. Her måtte vi sætte en strop på træet til bilen for at være sikre på, at det ikke væltede ind i huset. Vinden havde formet træet som en flitsbue, og det var tydeligt, at det helst ville vælte den forkerte vej. Så min mand skar stille og roligt, og vi slog kiler i, som jeg så slog dybere i, når min mand lod bilen trække i stroppen. Det var virkelig præcisionsarbejde! Da træet var næsten skåret igennem, blev vi enige om, at min mand skulle sætte bilen i en lidt anden retning, så der var noget mere "startbane" at køre på. Og det gav pote. To store ryk, så væltede træet af sig selv.

Hvad vi ikke havde set var, at der sad et egern i træet! Selvom vi holdt pauser og gik væk, så kom den ikke ned. Og når jeg tænker på, hvor meget det rystede i træet, da kilerne på blev slået i, så har egernet siddet der og rystet i takt og klamret sig til grenen. Fuldstændigt som i en tegnefilm med Chip og Chap! Da træet så vælter, ser min mand egernet! Inden træet rammer jorden, springer egernet med benene strakt ud til alle sider, lander 2 meter fra et stort birketræ og fløj op i det. Her sidder den endnu og plejer sit hjerteanfald!!




En fældet kæmpe - til egernets store fortrydelse!


Her til morgen fik jeg en sms fra en pigerne i stalden. Til morgenfodringen lagde hun mærke til, at Baronesa ikke spiste, men bare stod og kiggede interesseret ud ad sit vindue. Altså, Baronesa, der ikke spiser - den er HELT gal! Så jeg fløj ud i bilen og fræsede ud til stalden. Boksen var pæn, og der var gødet lige så meget, som der plejer. Men der lå mad fra nat- og morgenfordring - urørt. Der lå også al wrappen fra natfodringen tilbage. Mystisk! Ind med krikken, som glad gik med mig. Af med dækkenet og lytte til maven. Fine og normale tarmlyde på begge sider. Ikke noget med opkniben af maven eller noget. Tage temperaturen - helt normal. Og imens stod Baronesa med sit tiggefjæs og kastede lange blikke ned i striglekassen, hvor jeg har en pose med hestebolscher. Dem ville hun gerne ha', og hun virkede sulten! Meget mærkeligt! Nå, ud i en longe, hvor hun havde overskud til at fjolle lidt. Ind igen, dækken på. Så tilbød jeg hende en frisk portion mad. Den spiste hun. Så hentede jeg en tot af hendes wrap i boksen - ikke tale om! Jeg lugtede til det. Det lugtede ikke dårligt eller andet. Så hentede jeg en frisk tot wrap og fandt en tot hø. Hun spiste begge dele. Okay. Hesten havde det fint! Ud på folden, hvor hun gladeligt gik ombord i byghalmen.

Så nu måtte jeg lege detektiv. Jeg endevendte wrappen, og jo hov - var der en mærkelig lugt der? Så hentede jeg plastikbakkerne, som det ligger i. Der var også en lugt. Så jeg vaskede både hendes krybbe og bakkerne, for jeg tror, at det enten er en kat eller en ræv, som har strintet på det. Og så kan jeg godt forstå, at hun nægter at spise det! Den gamle mad og wrappen røg straks ud på møddingen!

Nu må vi se til aften, hvor jeg skal lukke ind og fodre. Jeg håber, at hun vil spise med stor appetit.

En dejlig uge

Det har været en skøn uge med masser af forårsstemning, sol, fuglesang og milde vinde. Jeg var ved at slå vejrmøller af glæde over, at jeg ikke længere behøver at iføre mig thermo ridebukser på i stalden! Det var en befrielse at komme af med alt det tøj, og jeg var da også forundret over, hvor meget plads, der lige pludselig blev i sadlen!

Jeg har gået og hængt lidt med mulen de seneste dage, for lige pludselig kom min tamme fasan "Munken" ikke længere ned i haven for at spise om morgenen. Jeg havde fundet bagdelen af en fasan i baghaven og håbede virkelig, at det ikke var "min" fasan, der var blevet til frokost hos spurvehøgen. Men jo længere tid, der gik, jo mere troede jeg på, at "Munken" var blevet til et måltid i naturens fødekæde.

Så da jeg så ham i haven i onsdags, blev jeg jublende glad! Jeg løb ud med fuglefrøene under armen, og han strakte hals og kom hen til mig. Han rystede fjerdragten for at vise sin tilfredshed over at få serveret maden. Jeg opdagede så, at hans højre øje var helt lukket, men ellers så han pæn ud. Han har sikket fået et par på lampen, for fasanerne har inddelt deres territorier nu - og Munken har altså sat sig på den bagerste del af vores ejendom. Så derfor ser jeg ham ikke længere så tit.

Det skønne vejr giver også ekstra energi, så jeg har nogle af dagene fået motioneret begge heste, hvor jeg ellers kun har haft tid til at tage den ene af dem, så de skiftevis havde en fridag og blev motioneret. Rapse er blevet longeret, og det har hun aldrig været specielt vild med. Men jeg arbejder med hende i linen, og laver masser af afveksling, så hun kan koncentrere sig. For Baronesa står og hyler som en sindssyg, og det får Rapse helt fra koncepterne. Jeg måtte tage fat i Rapse for at lære hende at ignorere, at hendes mor kalder på hende. Helt ærligt! Rapse fylder 8 år lige om lidt! Nu er børnehaven altså slut! Og igen var det, at jeg stoppede op og tænkte: Hvad var det lige, der fik mig til at vælge en hoppe i sin tid? Nå, men irritationsmomenterne ved at ha' en hoppe fylder heldigvis meget lidt i mit liv, så jeg kan godt leve med det.

Her til morgen fodrede jeg og lukkede heste ud, og selvom det var overskyet og lidt køligt, så var det pragtfuldt at høre fuglene synge af fuld hals. En lille rødkælk - eller rødhals, som den også kaldes - har holdt til i udeboksene i løbet af vinteren. Her kunne den finde både mad og vand. Og nu sad han ude i mirabeltræet og sang de smukkeste triller. Utroligt, at sådan en lille fugle kan sige så højt!

Netop nu sidder jeg og ser Munken glo olmt på en anden fasankok, som spankulerer i en ring omkring ham. Der er nedstirringskonkurrence!

Og nu tror jeg, at jeg vil tage mig en time på øjet. Af en eller anden underlig årsag vågnede jeg kl. 4 i morges og kunne ikke falde i søvn igen. Så nu kan jeg godt mærke, at jeg er lidt slap i koderne. En lille "morfar" - og så en kop kaffe!

Eventyrmåne

Weekenden  bød på noget helt særligt - nemlig, at månen var hele 50.000 km tættere på jorden, og det var noget, der kunne ses, for månen var fuld.

Det var så fantastisk at stå lørdag aften ude i forhaven, hvor alt var badet i stærkt måneskin, og viberne sang alt det, de overhovedet havde lært. De er kommet og skændes nu om at få de bedste ynglepladser på markerne.

Jeg fik desværre ikke taget nogle fotos af månen, men jeg fandt et på nettet fra TV2 Vejret, hvor der ligger mange flotte billeder.

Og sikke et skønt forårsvejr vi har fået. Nu kribler det i havefingrene, og jeg må også gå bersærk på vinduerne, for de trænger i den grad til at blive pudset! Det lyder måske lidt kedeligt - det at pudse vinduer, men når man har vejret med sig, er det nu ikke det værste, man kan foretage sig. Det er skønt at slutte af med at kunne drikke en kop kaffe på trappestenen og nyde solen og fuglene sang. Så bliver det ikke meget bedre!

Sikke en forårsdag

Der røg lige en finke af panden her forleden aften, hvor alt blev dækket af sne. Det faldt IKKE i god jord hos fru Larsen! Men heldigvis var det hele smeltet et døgn senere, men vinden var kold og mindede os om, at Kong Vinter ikke sådan giver sig uden sværdslag.

Men i dag lader det til, at Frøken Forår har vundet duellen, for solen kom frem og varmede skønt! Ude hos hestene havde jeg travlt, for jeg skulle også sørge for mad og wrap til i morgen, hvor jeg skal til en tidlig fødselsdagsbrunch i Nordsjælland - min niece fylder 8 år! Hvor blev tiden lige af der?

Nå, men jeg fik hurtigt varmen i stalden og mødte et par af pigerne, som jeg sludrede med. Da jeg var færdig, var jeg klar til at gå i krig med hestene. Da jeg vender mig mod folden, kan jeg kun se fjordhesten og frederiksborgeren. Hvor var mine? Jeg opdager så, at de begge har lagt sig til dagens siesta - og så vidste jeg godt, at jeg ville få problemer med at få dem overtalt til at gå på arbejde.

De lå med hovedet hver sin vej og med ryggen ud mod mig. Jeg gik først hen til Baronesa, som brummende småsov og nød at blive nusset, mens jeg lænede mig op ad hendes ryg. Jeg gik over til Rapse, som lå helt klods op ad Baronesa, og da jeg lægger armen om hende, lader hun hals og hoved falde ind mod mig, så hun faktisk lå i arm! Jeg blev lænet tilbage op ad Baronesas bagben og fyldige lår, og så lå vi der i "sandwich". Ret hyggeligt!!

Det endte med, at Baronesa - efter lidt overtalelse - valgte at rejse sig og gå med mig. En skridttur i solen akkompagneret af sanglærken, som gav den fuld skrald, og en musvit havde pustet sig op til det yderste for at pippe så højt som muligt. Havde den pustet sig mere op, var den eksploderet i en sky af fjer!

Sikke en skøn skøn forårsdag. Flere af dem, tak!

Hopper med forårskuller

Mandag aften fik jeg en SMS fra en af pigerne i stalden. Dagens indluk havde ikke været nogen succes med mine heste. Jarapa var hoppet op i luften og havde ramt pigen i lysken. Og pigen kan nu se frem til et nydeligt mærke i grønblågrå nuancer!

Jeg bliver meget ulykkelig, når mine heste ikke opfører sig ordentligt, når andre skal tage dem ind om aftenen - og især vil jeg absolut ikke ha', at andre kommer til skade i omgangen med dem.

Jeg synes selv, at jeg aktiverer dem og søger for at opdrage dem, for mine heste har ALTID være velopdragne. De skal kunne håndteres af andre end mig og opføre sig ordenligt!

Så i går tog jeg Rapse ind og arbejdede med hende. Hun var en ren engel og var afslappet og glad. Fint, tænkte jeg. Men ak. Den, der skulle tage dem ind i går havde så en ordentlig tur med Baronesa, som gav den på alle tangenter. Jeg fik så snakket med den pige i dag, og det viser sig, at hun ikke tør tage fat i træktovet oppe ved grimen, for hun vil ikke ha' hesten tæt på sig. Hun er bange for, at hesten løber hende ned. Men hvis man lader hesten gå med et langt træktov, og især hvis man lader den gå forbi ens skulder, så er løbet kørt.

Det gælder om at læse hopperne, når man tager dem ind og få kontakt til dem, så de ikke begynder at fokusere på noget andet og bruge vinden, andre heste, der løber rundt, en plastikpose eller andet som undskyldning for at lave ballade.

Jeg blev virkelig ærgerlig, for hvis det fortsætter, kan det betyde, at jeg selv må tage dem ind hver aften. Jeg har ikke selv de problemer. Det kan i hvert fald tælles på én hånd. Men så har jeg filmet dem, og det bliver kun til noget step ved siden af mig - og så slutter det der.

I dag red jeg så Baronesa, og hun kom lige ud et smut, inden jeg skulle lukke ind. Den pige, som var blevet sparket mandag aften, var kommet i stalden, og så måtte vi se, hvordan de opførte sig i dag - hvor det blæste en halv pelikan, tagpladerne på halvtaget ved sygefolden larmede, nedriverne larmede ved drivhusene, og alt skramlede og bragede.

Jeg tog Jarapa først - hun gik som en gammel hund. Så Silja - en Frederiksborghoppe - heller ingen problemer (andet end at hun havde fundet et nyt trick med lige at snuppe en bid wrap på vejen!). Så var det Baronesa - endnu en gammel hund at gå med. Og ja - sådan var alle hestene.

Hvem gør noget rigtigt, og hvem gør noget forkert? Det er jo svært at sige, når det er levende, selvtænkende væsener, man har med at gøre! At de andre piger ser mig tage "gamle hunde" ind må jo også være frustrerende for dem. De må jo tænke, at jeg tror, at de overdriver i deres erfaringer med mine heste. Så kan man vende den om og sige, jamen hvad er det hos de andre, der gør, at hestene laver ballade? Det må komme an på en prøve. De næste dage vil jeg være i stalden til aften for at se, hvordan de andre piger håndterer hestene.

Det er ikke sikkert, at jeg finder årsagen, for dette her har været et emne hvert eneste forår i stalden. Det kan være, at vi bare skal skære igennem og sige, at jeg selv lukker mine heste ind om aftenen i marts/april måned. Jeg vil meget hellere selv tage den kamp med hopperne, end at andre skal gøre det. Og ingen skal komme til skade med mine heste. Det vil jeg ikke kunne bære.

Hvor jeg dog længes efter min egen stald!

Endelig en solsort!

Ja, jeg har det vist lidt med at være en dag bagud i min blog i øjeblikket, men nu prøver jeg lige at tage i går og i dag med!

Det er jo weekend, og vejret i går viste sig fra sin rigtige milde forårsside. Jeg var lige et hurtigt smut på kontoret for at rette lidt på foreningens hjemmeside, og mens jeg sidder der, fanger en bevægelse ude i haven mine øjne. Jeg kigger op, og 3 rådyr er netop sprunget gennem haven og hækken og ud på marken. De blev fulgt trop af endnu 3 rådyr - og til sidst 2 mere - de to store bukkelam fra sidste år. 8 rådyr har altså gået og hygget sig inde hos os - jeg troede, at det var et noget mindre antal, for vores grund er jo ikke så stor. Men her er fred og ro, og der er godt med læ i den lille granplantage, hvor der også falder noget mad af om vinteren. Så det var et herligt syn at se 8 velnærede, sunde og raske dyr komme springende graciøst i roligt tempo (for det var ikke vild panik).

Og så kom min håndtamme fasankok og krævede mad - hvilket han også fik, og han kommer tillidsfuldt helt hen til mig nu. Men at spise afslappet fra min hånd, vil han dog ikke.

Så var det ud til hestene, og jeg måtte konstatere, at jeg havde ALT for meget tøj på! Hvor var det dog vidunderligt at kunne smide thermo-ridebuksene og halstørklædet, og så skridte ud i sol og lærkesang i almindelige ridebukser, jodphurs og leggings! Endelig!!

Baronesa var i højt humør - og stadig i brunst. Og hun var da også lidt af en hormonbombe at ride på banen. Hidsig, var hun, ukoncentreret og startede med at gå, som jeg hader mest: Krum hals, smidt ryg og opad i stedet for fremad. Her skal jeg virkelig styre mig, for det nytter ikke at blive sur på krikken. Det bliver det bare værre af. I stedet skal jeg lave masser af forskellige øvelser, så hun koncentrerer sig og søger frem til min hånd i stedet for alt hendes fjolleri. Det virkede da også med det samme, og det endte med at blive et helt hæderligt ridt med en rigtig fin, kort galop, hvor jeg var inde og samle og ride på en mindre og mindre volte.

Så var det ellers hjem og gå i gang med at lave god mad og se det der i TV, som alligevel ikke er værd at se på. Utroligt, at man kan ha' 42 kanaler, som samme aften viser enten genudsendelser eller noget fuldstændigt uinteressant!

I dag var så til gengæld en meget stor kontrast til i går. Ret koldt, og det regnede. Øv! Ja, man skal ikke komme i forårshumør for hurtigt, skal jeg da lige love for! Op ad dagen blev det meget bedre, og der er virkelig kommet liv i fuglene. Og så var det, at jeg her til eftermiddag så solsorten flyve op på gavlen af vores hus, pustede brystet op og begyndte at synge de mest vidunderlige strofer. Tak, solsort!!! Hvor har jeg dog ventet længe på det!!!

Hvert eneste forår, når jeg hører solsorten, kommer jeg altid til at tænke på - og synge - Beatles' Blackbird - den kommer her:



http://www.youtube.com/watch?v=P5CUHHGlQg0

April vejr i marts

Fredagen bød på vejrtyper i hele skalaen. Morgenen begyndte med vidunderligt solskin, men det varede ikke længe, før sorte skyer trak ind fra vest. Vinden tog til, og så begyndte det først at regne, så var det sne og hagl, og der blev helt hvidt udenfor. Nå, men så kunne jeg jo gøre rent i huset, mens det stod på. Katten havde lavet sin sædvanlige demonstration med at fræse hensynsløst rundt i hele huset, fordi hun ville ud. Hun havde tilsyneladende ikke opdaget, hvilket slags vejr hun skulle ud i. Så jeg åbnede havedøren, og ud for hun på terrassen - for så at vende 180 grader i et spring i luften og fræse ind igen. Det gad hun ikke og lagde sig til rette i sin bløde kurv.

Jeg fortsatte med støvsugeren, og udenfor var vejret virkelig gået amok. Pludselig kom der et kæmpe tordenbrag! Katten faldt ud af kurven, jeg tabte støvsugeren, og fasankokken ude i haven gokkede forskrækket og faldt praktisk taget på gumpen! Endnu et tordenbrag rystede huset - og så åbnede skyerne sig, og solen kom frem igen. Højst besynderligt!

Efter rengøringen kørte jeg ned i byen for at handle, og til min store overraskelse var der mange mennesker i samme ærinde. Så det tog en krig og et mindre oprør at få lov til at betale for varene. Og så var det ud til hestene, som stod og småslumrede i forårssolen og bare sugede varmen til sig.

I stalden mødte jeg en af de andre piger, som har en Oldenborger vallak ved navn Buick. Jeg måtte lige fortælle hende, at Buick på det nærmeste var ved at tabe hele pelsen af skræk i onsdags, da jeg lukkede ind. Den dag var det grumt vejr, og alle hestene var som mexicanske springbønner at lukke ind. Da det blev Buicks tur, gik han glad med mig og glædede sig til at komme ind i tørvejr. Indestalden rummer 5 bokse, og staldgangen er lidt smal. Her stod to Ikeaposer med hø og en grøn plastikkasse. Den kasse plejer ikke at stå der, og den stod foran Buicks boks. Jeg gik foran Buick (for det er ikke plads til os begge ved siden af hinanden på staldgangen) og ind i hans boks. Her får han øje på den grønne marsmand (plastikassen) og pruster ved synet. Han prøver så at løbe ind i boksen, men kommer for tæt på boksdøren, som glider i og rammer ham på halsen. Forskrækket bakker han og får en vandslange omkring forbenene. Så var der dømt Fred Astaire stepdans på staldgangen, og nu var Buick besvimelsen nær! Endelig fik jeg ham beroliget, så han stod stille - og så viste jeg ham det grønne spøgelse. Nå - okay, var det bare det, tænkte han. Og så kunne jeg vikle slangen ud af hans ben og hænge den på plads igen. Og så var det ellers ind i boksen i roligt tempo. Stakkels Buick!

Efter endte gøremål i stalden kørte jeg hjem for at fodre fasanerne. Munken - som er blevet "min" fasan - er meget tillidsfuld og venter tålmodigt på, at "damen med maden" kommer og serverer. Han stod da også ved syrenbusken, da jeg kom ud med posen med frø, og jeg snakkede stille til ham, og han kom hen og stillede sig ikke 1 meter fra mig. Jeg satte mig på hug og rakte min hånd frem, som jeg havde fuglefrø i. Dem ville han gerne ha', men lidt farligt var det altså. Så han strakte sig, så lang han overhovedet kunne blive og kunne lige netop nå ét enkelt frø, som lå på kanten af min håndflade. Og så turde han ikke mere. Jeg strøede frø ud, og han gik omkring mine ben og spiste løs. Hyggeligt!

I dag er det meget forårsagtigt med sol og en let vind. Og nu skal jeg ud at ride!

Hvor blev dagen af?

I går var en dag, hvor alle dagens opgaver blev løst slavisk, og nogle af dem var da heller ikke uden problemer. Men dagen var fuldstændigt fyldt op, og jeg følte selv, at jeg måtte halse derudaf for at følge trop. Jeg ville også gerne lige ha' en kaffepause og ikke mindst lige ha' dagens aftenbriefing, når min mand kom hjem. Selvfølgelig var min fyldte to-do-liste overordnet selvforskyldt, for jeg havde selv sagt ja til mange af tingene. Så ikke noget brok fra Fru Larsen!

Jeg skulle fodre og lukke ud, og så havde jeg lavet en aftale med min beslagsmed, for hestene trængte til at få beskåret hove. Smeden kom til aftalt tid kl. 8, og vi startede med Jarapa. Hopperne er i kamp-brunst i øjeblikket, så der blev skreget højlydt, da jeg trak Jarapa ud af boksen. Men Jarapa er ikke så hysterisk, og hun stillede sig pænt på staldgangen. Hun har dog stadig et problem med tålmodigheden, og hun trækker benet til sig, når hun mener, at nu har smeden haft tid nok til det! Men min smed er dygtig og hurtig - og han tillader ikke hestene at sætte agendaen for hans arbejde. Han holder bare fast og taler roligt til hesten, og Jarapa måtte da også opgive sit barnlige foretagende.

Så blev det Baronesas tur, og den gamle, fjollede følhoppe var rigtig brunst-dum! Hun var oppe at ringe og småtravede efter mig ind til staldgangen, mens hun trompeterede til de andre hopper. Anden gang skreg hun mig lige ind i øret, og så måtte jeg lige sætte hende på plads. Så kom Baronesa tilbage til den virkelige verden og opførte sig ordentligt. På et tidspunkt trak hun vejret dybt ind for at svare de andre hopper, men et skarpt NEJ fra mig, fik hende til at tie stille.

Da hun var færdig, kom hun ud i sin boks igen, så hun kunne spise resten af sin wrap. I mellemtiden vejede jeg wrap af til dagens måltider og blandede mad til dem. Og så var det tid til at lukke ud.

På det tidspunkt valgte moder natur at flippe lidt ud. Det stormede en halv pelikan, og regnen stod ned i stænger. På et tidspunkt sneede det også, og fnuggene var næsten lige så store som min håndflade! Det var modbydeligt at gå med hestene i modvind med den skarpe regn ind i ansigtet, og hestene var også ret misfornøjede. Så er det altså ikke sjovt at lukke 10 sure heste ud!

Når det er så dårligt vejr, går alting meget langsommere - og det gjorde mig stresset. Jeg skulle jo nå så meget! I gang med boksene, og jeg fik lynhurtigt varmen, fordi jeg skruede tempoet op. Da det var færdigt, skulle jeg også ordne denne uges opgave i stalden, som var at rive ved udeboksene, og hvor vi stiller trillerbørene. Dum dag at gøre det i, når det blæser så meget. Spørgsmålet er, om man overhovedet kunne se, at jeg havde revet området senere på dagen...

Næste punkt på dagsordnen var at hjælpe min veninde med hendes computer! Den er helt ny, men var desværre født med en defekt harddisk. Så firmaet havde sendt en ny harddisk, som selvfølgelig var helt tom. Men når man køber en computer får man back-up CD'ere med, så det var jo bare at installere det igen....men ikke her! I to dage havde jeg knoklet med "dyret", og den ville bare ikke gå på nettet! Fat i supporten, og det endte da også med, at supporten måtte erkende, at det var en forkert CD med drivere, der var fulgt med. Så jeg måtte hjem og downloade netværksdriverne til den specifikke maskine over nettet, lægger over på en USB nøgle og så tage den med dagen efter.

Og så var det jo spændende, om det virkede. Og det gjorde det! Men så skulle resten af driverne hentes ind, der var 76 opdateringer til Windows, der skulle gen-installeres Office pakke og antivirusprogram, mailprogrammet skulle sættes op, og der skulle lægges genveje ud på skrivebordet. Det tog også et par timer.

Den var nu over middag, og jeg skulle videre i teksten. Ud at handle og hjem og lave dagens arbejde på kontoret. Inden jeg så mig om, var jeg i gang med at lave aftensmad, og jeg kunne godt mærke, at jeg var en smule brugt. For pokker, hvor går sådan en dag hurtigt!

Hjemmesider med nyt design

De sidste to uger har jeg siddet og lavet hjemmesider. Først min egen, så firmaets og nu er jeg i gang med foreningens hjemmeside, som indeholder oceaner af sider!

Jeg har længe været træt af mit gamle hjemmeside-program (Frontpage), for det er ikke længere tidssvarende, og det er nu kun ganske få udbydere, der understøtter Frontpage serverudvidelser, så man kan få diverse features til at fungere.

Et af bestyrelsesmedlemmerne havde fundet noget helt genialt, og det blev jeg simpelthen nødt til at kigge nærmere på. For det første er der mange forskellige skabeloner at vælge imellem, og der er understøttet mange features, som læner sig op ad Google, så man kan få en kalender på, et kort eller noget noget andet. Og det bedste: Folde-ud menuer!!! Derudover er det logisk, overskueligt og nemt at finde rundt i måden, man sætter hjemmesiden op på, og der er også muligheden for selv at sætte en HTML kode ind, hvis man har behov for det - f.eks. en besøgstæller. Koden til en besøgstæller kan man finde flere eksempler på, når man søger efter det på nettet.

Nu er min og firmaets hjemmeside lagt ud, og det var ikke uden sværdslag! Jeg skulle jo få min udbyder til at pege på min nye hjemmeside (IP adresse), og jeg fik også en fin guide til det. Jeg havde bare ikke lige set, at jeg skulle slå aktiviteten fra på to punkter i DNS serveren, så jeg var ved at få en prop over, at de nye hjemmesider ikke dukkede op på skærmen! Jeg har siddet med det så længe, at jeg har drømt om det i nat. Så da jeg stod op tænkte jeg: Nu skal det simpelthen være en gammel løgn! Så igen, ind og se på guiden - og hovsa - der var vist lige noget Fru Larsen havde overset dér! I det øjeblik, jeg slog de to punkter fra og fik DNS'en til at pege på den nye IP adresse, kom hjemmesiderne frem. Hurra!!!! Løsninger står den stædige bi (det var lige et nyt ordsprog - lettere omskrevet fra det gamle).

På foreningens hjemmeside mangler jeg at lave 111 sider til galleriet, og så er der 21 andre sider - også med fotos, som skal laves. Det er altid et tungt arbejde at lægge en hjemmeside over i noget nyt, når det skal startes helt forfra. Men til gengæld er det nogle fantastiske formularer, der er i det nye program. Hjemmesiden skal bare lige opgraderes, så man har ubegrænsede muligheder til at sætte formular linier ind. Den hjemmeside bliver rigtig flot og meget funktionel!

I går havde vi staldmøde og jeg skulle lukke heste ind og fodre efterfølgende. Eftersom mødet startede kl. 12 og sluttede 13.30 havde jeg masser af tid. Jeg hyggede mig med at ordne bokse, og så var det Baronesas tur. Til hendes store lykke besluttede jeg mig for at rede hendes hale helt ud. Hun elsker det! Mens jeg stod og ordnede den, tænkte jeg, at nu varer det ikke længe, før jeg kan vaske halerne på hestene. Det skal helst ikke være så koldt, for min fingrer fryser til is - og det samme gør halen! Hestene fælder også helt vildt nu, og hårene sætter sig alle vegne!

Og så var det ud at ride. Først en dejlig skridttur i solen, som føltes varm, selvom det blæste en halv pelikan. Vi smuttede ind i ridehuset, som vi havde helt for os selv. Baronesa gik virkelig dejligt, men da jeg var ved at lægge sidste hånd på galoppen, røg koncentrationen for os begge, fordi der stod en hest i stalden op til ridehuset og sparkede løs på sin boks, mens den hvinede. Nå, men vi var vist også færdige for den dag, så ud i solen igen og skridte af - eller på Baronesa manér - ekstremt samlet småtrav, for nu går det hjemad!

Det undrer mig egentlig lidt, at det gik så godt med at ride i går, for jeg fik ødelagt mit humør allerede fra morgenstunden. Årsagen var en udtalelse på Facebook, som jeg ikke kan sidde overhørig. Så skete der lige nogle andre ting også, og faktisk er jeg stadig ikke i særligt godt humør. Ikke engang forårssolen kan formilde mig i dag. Hm - jeg tror, at jeg lukker maskinen ned og snupper en kop kaffe og tager den i søndags-tempo!

Foråret er her

I vores lille stald har vi den ordning, at vi betaler et lille beløb til en af pigerne, som bor i stalden, for at fodre og lukke vores heste ud til hverdag. Desværre er pigen - som også er min veninde - kommet til skade, så vi måtte slå pjalterne sammen og finde ud af, hvem der kunne tage morgenvagterne i denne uge.

Jeg tog morgenvagten i dag og var i stalden lidt i 8. Først er det at give hestene deres foder og hø eller wrap. Og mens de står og hygger sig med det, blander jeg mad til næste omgang og vejer wrap af. Og så er der som regel tid til en god kop kaffe og bare sidde og lytte til fuglene.

For forår, det er det altså. Godt nok stadig lidt koldt, men erantis og vintergækker er kommet frem, og fuglene øver sig i stor stil, til de for alvor skal bruge al deres energi på at finde en mage, bygge rede og fodre unger. Og her til morgen var det hele 0,5 plusgrader. Hvad siger I så!

Da hestene havde spist, lukkede jeg dem på fold. Jeg fik også slæbt vandslangen ud og fik givet dem vand på folden og god byghalm at tygge af. Det var som om, hestene også lige ville gøre opmærksom på, at de kunne mærke foråret. For de rullede sig mere end én gang, og så var der også overskud til at give den gas og fjolle lidt rundt.

Jeg gik i gang med at muge ud, og da jeg kørte ud til møddingen - som er en container med meget høje sider - kunne jeg konstatere, at jeg nok også hellere måtte bruge lidt kræfter her. Vi bygger møddingen op i trin, så der kan være så meget som muligt i containeren. Men trin var der ikke så meget af, da jeg skulle læsse af. Så det var op på 2. trin, læsse en hel del greb-fulde møg op på øverste trin, og så mose derop og læsse det samme + lidt til - længere bagud. Og så begyndte der at komme trin frem igen. Jeg skal da lige love for, at jeg fik varmen!

Senere, da jeg kom hjem, stod fasanerne ude i haven og gloede fornærmet på mig. Nå ja, undskyld! Jeg havde ikke nået at smide mad ud til dem, inden jeg kørte. Det hentede jeg straks og gik ud til den plet, hvor de godt kan li' at gå og spise. Alle fasanerne - på nær munken - løb væk i vild panik, da jeg nærmede mig. Munken blev bare stående og kiggede interesseret på mig. Jeg snakkede stille til ham, og han lagde hovedet på skrå og sneg sig lidt tættere på mig. Da jeg begyndte at smide mad ud, kom han tillidsfuldt hen og stod lige ved siden af mig og begyndte at spise. Og da jeg senere gik ud med vand til fuglene, flyttede han sig heller ikke. Han var så sulten, at han trodsede sine urinstinkter og blev, hvor han var! Når jeg sådan ser ham på helt tæt hold, så er det fantastisk at se, hvor flot fjerdragten er på sådan en fasankok.

Og så har jeg ellers bøvlet med hjemmesider. Først firmaets og nu min egen. Jeg var træt af mit gamle hjemmeside-program, og i dag er der så mange udbydere, som har de flotteste skabeloner. Pokker skulle så stå i, at jeg bruger oceaner af tid på at sætte det op selv. Derudover er der mange sjove features, og her behøver man ikke være HTML haj.

Men for at få udgivet den nye hjemmeside må jeg vente i op til 48 timer, før den er synlig på nettet. Ret irriterende!! Men jeg tror, at det er ventetiden værd.

Og så spenderede jeg hele 74 kr. i Netto på blomster. For den lille sum fik jeg 1 hvid azalea, 2 narcisser i potte og 2 bundte røde tulipaner. Utroligt, at man kan få det til de penge!

Kold arbejdsdag med sure mennesker

I går skulle min mand og jeg en tur til hovedstaden for at lave en stormskade på et tag. Det var en af ambassaderne, som ligger tæt på Amalienborg Slotsplads. Det var en kold dag, og havgusen stod ind og lagde en iskold og klam hånd på ansigtet.

For at komme op på taget havde vi lejet en lift, som skulle gå op i 35 meter. Sådan en havde udlejeren ikke, så vi fik leveret en til 42 meter. Den var MONSTER stor! For at få den til at fungere, skal hjulene køres ud - ellers kan man ikke få den til at løfte bommene. Vi skulle så køre den frem og tilbage, så kørte hjulene ud af sig selv (smart!) - og så var den så bred, at vi godt kunne regne ud, at den ville spærre den lille sidegade, hvor vi også skulle ned.

Vi startede ude på Amaliegade, som jo er bred. Så her var vi ikke til gene for nogen. Balladen startede først, da vi skulle ned ad Fredericiagade - og der samtidigt blev spærret af for gennemkørsel over Slotspladsen - så var fanden da først løs!

For at bilerne ikke skulle dreje ned ad Fredericiagade og lande midt i liften og bakke ud og alt det der, så stillede vi arbejdsvognen med trailer på tværs og katastrofeblinket tændt. Det virkede ganske udmærket - lige indtil, der kom en mand kørende i sin Audi Cabriolet. Jeg sad inde i arbejdsvognen for at få varmen, da døren i førersiden pludseligt bliver flået op, og ude på den anden side stod en tyndhåret, over-solariebrun og halvfed mand og skældte mig ud. Han skulle ned ad den gade, og det skulle gå stærkt, så jeg kunne godt flytte vogntoget. Jeg spurgte ham venligt, om han havde bemærket, hvad der stod på gaden, siden vi havde spærret af. Og først her vendte han sig om og så monstrummet, hvorefter han knaldede bildøren i igen og satte sig ind i sin bil og skumlede. Et par minutter senere kom han igen og sagde, at han altså boede i gaden og skulle hente nogle ting. Så vi måtte altså flytte det hele, så han kunne komme til!

Igen svarede jeg ham venligt, at det nok kunne blive lidt problematisk, eftersom min mand nu stod oppe på taget af bygningen, og som var den eneste, der måtte betjene liften. Det gjorde kun manden endnu mere arrig, og han sagde, at vi kunne fand'me bare flytte liften ind til siden, for det der var da pisse provokerende!

Her slap min tålmodighed op! Jeg tog en dyb indånding og sagde: SØDE VEN! Vi passer vores arbejde. Og hvad du ikke ved er, at 1: liften må ikke stå skævt, 2: Der er "lissom" noget gadebelysning med wirere m.v., som vi skal undgå at rive ned - så NEJ! vi kan ikke flytte liften midt i det hele.

Jeg havde dog ringet efter min mand, og han kom ned en hel del senere, og nu var manden rødglødende. Nå, sagde jeg muntert (hvilket sikkert ikke gjorde ham i bedre humør). Det lader til, at du har held i sprøjten i dag. Nu må vi se, om liften kan flyttes så meget, at du kan komme forbi. Det kunne den lige nøjagtigt, og det sure løg, fræsede ned ad gaden bare nogle få meter, for så boede han der. Altså HELT ÆRLIGT!!! Hvad om han stillede bilen og gik ned til sin bopæl og hentede de papirer (for det var bare en tynd mappe, så jeg) og lod os arbejde i fred og ro? Og det er den samme historie, HVER ENESTE gang vi arbejder inde i midt-København. ALTID bliver vi overfuset af sure, hensynsløse, intolerante, uvidende og nedladende mennesker. Alle andre steder, vi er ude at arbejde, løber vi ikke ind i den type menensker. Hvor må det dog være belastende at skulle bruge så meget energi på at være sådan.
Bymenneske bliver jeg aldrig!

Men vi blev da færdige med opgaven til almindelig fyraftenstid, så jeg kunne komme ud til hestene og give Baronesa et stort smækkys midt på mulen, for hun fyldte 16 år i går. Og hestene - ja, de er altid glade. Dejligt med lidt diametral modsætning i forhold til de mugne bymennesker.