De sidste to uger har jeg siddet og lavet hjemmesider. Først min egen, så firmaets og nu er jeg i gang med foreningens hjemmeside, som indeholder oceaner af sider!
Jeg har længe været træt af mit gamle hjemmeside-program (Frontpage), for det er ikke længere tidssvarende, og det er nu kun ganske få udbydere, der understøtter Frontpage serverudvidelser, så man kan få diverse features til at fungere.
Et af bestyrelsesmedlemmerne havde fundet noget helt genialt, og det blev jeg simpelthen nødt til at kigge nærmere på. For det første er der mange forskellige skabeloner at vælge imellem, og der er understøttet mange features, som læner sig op ad Google, så man kan få en kalender på, et kort eller noget noget andet. Og det bedste: Folde-ud menuer!!! Derudover er det logisk, overskueligt og nemt at finde rundt i måden, man sætter hjemmesiden op på, og der er også muligheden for selv at sætte en HTML kode ind, hvis man har behov for det - f.eks. en besøgstæller. Koden til en besøgstæller kan man finde flere eksempler på, når man søger efter det på nettet.
Nu er min og firmaets hjemmeside lagt ud, og det var ikke uden sværdslag! Jeg skulle jo få min udbyder til at pege på min nye hjemmeside (IP adresse), og jeg fik også en fin guide til det. Jeg havde bare ikke lige set, at jeg skulle slå aktiviteten fra på to punkter i DNS serveren, så jeg var ved at få en prop over, at de nye hjemmesider ikke dukkede op på skærmen! Jeg har siddet med det så længe, at jeg har drømt om det i nat. Så da jeg stod op tænkte jeg: Nu skal det simpelthen være en gammel løgn! Så igen, ind og se på guiden - og hovsa - der var vist lige noget Fru Larsen havde overset dér! I det øjeblik, jeg slog de to punkter fra og fik DNS'en til at pege på den nye IP adresse, kom hjemmesiderne frem. Hurra!!!! Løsninger står den stædige bi (det var lige et nyt ordsprog - lettere omskrevet fra det gamle).
På foreningens hjemmeside mangler jeg at lave 111 sider til galleriet, og så er der 21 andre sider - også med fotos, som skal laves. Det er altid et tungt arbejde at lægge en hjemmeside over i noget nyt, når det skal startes helt forfra. Men til gengæld er det nogle fantastiske formularer, der er i det nye program. Hjemmesiden skal bare lige opgraderes, så man har ubegrænsede muligheder til at sætte formular linier ind. Den hjemmeside bliver rigtig flot og meget funktionel!
I går havde vi staldmøde og jeg skulle lukke heste ind og fodre efterfølgende. Eftersom mødet startede kl. 12 og sluttede 13.30 havde jeg masser af tid. Jeg hyggede mig med at ordne bokse, og så var det Baronesas tur. Til hendes store lykke besluttede jeg mig for at rede hendes hale helt ud. Hun elsker det! Mens jeg stod og ordnede den, tænkte jeg, at nu varer det ikke længe, før jeg kan vaske halerne på hestene. Det skal helst ikke være så koldt, for min fingrer fryser til is - og det samme gør halen! Hestene fælder også helt vildt nu, og hårene sætter sig alle vegne!
Og så var det ud at ride. Først en dejlig skridttur i solen, som føltes varm, selvom det blæste en halv pelikan. Vi smuttede ind i ridehuset, som vi havde helt for os selv. Baronesa gik virkelig dejligt, men da jeg var ved at lægge sidste hånd på galoppen, røg koncentrationen for os begge, fordi der stod en hest i stalden op til ridehuset og sparkede løs på sin boks, mens den hvinede. Nå, men vi var vist også færdige for den dag, så ud i solen igen og skridte af - eller på Baronesa manér - ekstremt samlet småtrav, for nu går det hjemad!
Det undrer mig egentlig lidt, at det gik så godt med at ride i går, for jeg fik ødelagt mit humør allerede fra morgenstunden. Årsagen var en udtalelse på Facebook, som jeg ikke kan sidde overhørig. Så skete der lige nogle andre ting også, og faktisk er jeg stadig ikke i særligt godt humør. Ikke engang forårssolen kan formilde mig i dag. Hm - jeg tror, at jeg lukker maskinen ned og snupper en kop kaffe og tager den i søndags-tempo!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar