I går skulle min mand og jeg en tur til hovedstaden for at lave en stormskade på et tag. Det var en af ambassaderne, som ligger tæt på Amalienborg Slotsplads. Det var en kold dag, og havgusen stod ind og lagde en iskold og klam hånd på ansigtet.
For at komme op på taget havde vi lejet en lift, som skulle gå op i 35 meter. Sådan en havde udlejeren ikke, så vi fik leveret en til 42 meter. Den var MONSTER stor! For at få den til at fungere, skal hjulene køres ud - ellers kan man ikke få den til at løfte bommene. Vi skulle så køre den frem og tilbage, så kørte hjulene ud af sig selv (smart!) - og så var den så bred, at vi godt kunne regne ud, at den ville spærre den lille sidegade, hvor vi også skulle ned.
Vi startede ude på Amaliegade, som jo er bred. Så her var vi ikke til gene for nogen. Balladen startede først, da vi skulle ned ad Fredericiagade - og der samtidigt blev spærret af for gennemkørsel over Slotspladsen - så var fanden da først løs!
For at bilerne ikke skulle dreje ned ad Fredericiagade og lande midt i liften og bakke ud og alt det der, så stillede vi arbejdsvognen med trailer på tværs og katastrofeblinket tændt. Det virkede ganske udmærket - lige indtil, der kom en mand kørende i sin Audi Cabriolet. Jeg sad inde i arbejdsvognen for at få varmen, da døren i førersiden pludseligt bliver flået op, og ude på den anden side stod en tyndhåret, over-solariebrun og halvfed mand og skældte mig ud. Han skulle ned ad den gade, og det skulle gå stærkt, så jeg kunne godt flytte vogntoget. Jeg spurgte ham venligt, om han havde bemærket, hvad der stod på gaden, siden vi havde spærret af. Og først her vendte han sig om og så monstrummet, hvorefter han knaldede bildøren i igen og satte sig ind i sin bil og skumlede. Et par minutter senere kom han igen og sagde, at han altså boede i gaden og skulle hente nogle ting. Så vi måtte altså flytte det hele, så han kunne komme til!
Igen svarede jeg ham venligt, at det nok kunne blive lidt problematisk, eftersom min mand nu stod oppe på taget af bygningen, og som var den eneste, der måtte betjene liften. Det gjorde kun manden endnu mere arrig, og han sagde, at vi kunne fand'me bare flytte liften ind til siden, for det der var da pisse provokerende!
Her slap min tålmodighed op! Jeg tog en dyb indånding og sagde: SØDE VEN! Vi passer vores arbejde. Og hvad du ikke ved er, at 1: liften må ikke stå skævt, 2: Der er "lissom" noget gadebelysning med wirere m.v., som vi skal undgå at rive ned - så NEJ! vi kan ikke flytte liften midt i det hele.
Jeg havde dog ringet efter min mand, og han kom ned en hel del senere, og nu var manden rødglødende. Nå, sagde jeg muntert (hvilket sikkert ikke gjorde ham i bedre humør). Det lader til, at du har held i sprøjten i dag. Nu må vi se, om liften kan flyttes så meget, at du kan komme forbi. Det kunne den lige nøjagtigt, og det sure løg, fræsede ned ad gaden bare nogle få meter, for så boede han der. Altså HELT ÆRLIGT!!! Hvad om han stillede bilen og gik ned til sin bopæl og hentede de papirer (for det var bare en tynd mappe, så jeg) og lod os arbejde i fred og ro? Og det er den samme historie, HVER ENESTE gang vi arbejder inde i midt-København. ALTID bliver vi overfuset af sure, hensynsløse, intolerante, uvidende og nedladende mennesker. Alle andre steder, vi er ude at arbejde, løber vi ikke ind i den type menensker. Hvor må det dog være belastende at skulle bruge så meget energi på at være sådan.
Bymenneske bliver jeg aldrig!
Men vi blev da færdige med opgaven til almindelig fyraftenstid, så jeg kunne komme ud til hestene og give Baronesa et stort smækkys midt på mulen, for hun fyldte 16 år i går. Og hestene - ja, de er altid glade. Dejligt med lidt diametral modsætning i forhold til de mugne bymennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar